Vi er ret glade for salater herhjemme – i alle former og smag. Denne her salat er i hvert fald ikke en undtagelse! Det er en af favoritterne herhjemme. Jeg synes det er lækkert at kunne bruge nachos som “ske”.
Hvis du er glad for mexicansk mad eller er i det hele taget nyder salater, så vil du helt klart elske denne her.
KØDET
4 personer
- 400 g hakket oksekød
- 1 løg
- 1 dåse kidneybønner
- Olie
- Mexicanske krydderier
- Salt og peber
SALAT
- 2 store tomater
- 6 salatblade
- 2 håndfuld sorte oliven
- 150 g revet cheddarost
- 150 g creme fraiche
- 2 lime
- 2 store håndfulde majs
- En pose nachos chips
GUACAMOLE
- 4 modne avocadoer
- 1/2 rødløg (kan undlades)
- Saft af 2 limes
- Salt
Mos dine avocadoer med en gaffel, og kom dine finthakkede løg i. Tilsæt limesaften og salt til sidst. Husk at gemme dine avocadokerner. Dem skal du komme i din guacamole – det vil nemlig forhindre den i at blive brun. Opbevare den på køl indtil servering.
Varm olien i en stor pande og kom løgene i. Løgene skal være gyldenbrune inden du tilsætter kødet. Når kødet er gennemstegt, kommer du krydderierne og de drænede kidneybønner i. Smag til med salt og peber.
Nu skal du anrette din salat. Jeg bruger en skål til hver person så man har en enkelt portion i skålen.
Kom det færdigstegte kød i et hjørne. Ved siden af det kommer du lidt hakket tomat, oliven, hakket salatblade, majs og så nachos. I midten af skålen kommer du en klat creme fraiche og cheddarost. Skær dine lime i både, og kom 1-2 stk. i hvert skål.
Velbekomme


