BAGVÆRK,  DESSERTER,  FORSIDE,  KAGER,  OPSKRIFTER

EID-SMÅKAGER MED DADLER OG SESAMFRØ

Endnu en populær småkage, som bliver nydt flittigt til Eid. Eid er den fejring man holder i forbindelse med afslutningen af Ramadanen.

De her småkager bliver lavet med daddelpasta og en hel masse sesamfrø. De bliver kaldt Maaruta på arabisk, som betyder “det der knaser”. De smager vildt godt med noget til kaffe eller the til – og så dufter det utrolig godt i hjemmet, når de er blevet bagt.

De her småkager vækker en masse minder fra barndommen, hvorfor jeg fortsat forsøger at videreføre de her traditioner i min lille familie.

DEJEN

ca. 4 ruller af ca. 40 stk.

  • 300 g mel
  • 120 g semolina
  • 60 g sukker
  • 100 g smør
  • 1 dl vand
  • 1 dl mælk
  • 1 dl olie
  • ½ tsk tørgær eller 10 g frisk gær.
  • ½ tsk malet prunus mahleb (weichsel)
  • ½ tsk kanel
FYLDET
  • 900 g daddelpasta
OVERTRÆK
  • ca. 400 g sesamfrø

 

Du skal først i gang med din dej.

Smelt smørret til at starte med. Kom derefter mælk, vand, olie og det smeltede smør i en skål og rør det godt sammen. Tilsæt derefter gær, malet prunus mahleb og kanel. Tilsæt herefter mel, semolina og sukker. Ælt dejen rigtig godt sammen.

Dæk dejen til med husholdningsfilm og derefter et viskestykke. Lad dejen hæve i 1 time.

Del din dej i 4 store boller. Fold dejen ud, så det ligner en firkant.

Del din daddelpasta i 4 dele også. Kom den ene del daddelpasta på et stykke bagepapir og dæk den med et andet bagepapir. Nu skal du ælte din daddelpaste ud, så den passer til din dejstykke.

Kom så din daddelpaste på dit dejstykke og rul det tæt sammen som en roulade.

Gentag processen, så du har fire ruller i alt.

Drys sesamfrø på køkkenbordet og her skal du være ret gavmild. Pensel din dej med lidt vand, og rul det i sesamfrøene. Pres din rulle en smule fladt ned.

Skær din rulle i mindre stykker, så du får ca. 10 stk. pr. rulle.

Kom dine stykker i en bradepande beklædt med bagepapir og bag dem i en forvarmet ovn på 250° i ca. 8-10 minutter eller indtil den får en gyldenbrun farve.

Velbekomme

 

2 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *