Vi er måske store cookiefans herhjemme. Min mand kan godt nyde de her cookies, som en snack i løbet af dagen. Det gør vores lille søn på 3 år også – han synes det er herresjovt, at spise cookies som cookiemonster.
Nu har jeg igennem længere tid udarbejdet en del opskrifter, og mange af dem udvikler jeg stadigvæk på, hvorfor I nu får en ny cookieopskrift. Her er en anden fremgangsmåde i forhold til de andre cookieopskrifter jeg har delt.
Hvis du følger denne opskrift slavisk, vil jeg garantere dig for, at du gang på gang får de lækreste cookies. Bløde i midten og sprøde i kanten – ligesom cookies altid burde være.
Hemmeligheden bag disse cookies er faktisk den brunede smør. Det tilføjer smag og en nøddeagtig duft. Det tager ikke lang tid at tilberede brunet smør – det kræver bare tålmodighed.
I forhold til varianten af chokoladestykker/knapper, så er det helt op til dig. Jeg har bagt dem med tre slags chokolade og har også bagt dem med kun mørk chokolade uden nødder.
COOKIES
16 stk.
- 220 g smør
- 180 g brun farin
- 160 g sukker
- 1 tsk vaniljeekstrakt
- 2 store æg stuetemperatur
- 340 g mel
- 1 tsk natron
- ½ tsk bagepulver
- 250 g mørk chokolade eller (100 g mørk chokolade, 75 g mælkechokolade og 75 g hvid chokolade)
- 50 g valgfri nødder (kan også undlades)
Start med at brune dit smør. Kom smørret i en gryde ved middelvarme og lad det smelte. Når det smelter og vallen er faldet ned til bunds, så skrues der lidt op for blusset med konstant omrøring, så det ikke brænder på. Lad smørret køle ned inden du går i gang med resten.
Kom sukker, brun farin og smør i en skål, og pisk dem godt sammen til en luftig masse.
Pisk ægget en ad gangen i massen, så de er blandet godt i. Tilføj så vaniljeekstrakt.
Sigt mel, bagepulver og natron i en anden skål og bland det godt sammen.
Kom melblandingen i massen, så den hænger nogenlunde sammen. Kom de valgte chokoladeknapper i og rør det lidt rundt. Her skal du også komme dine nødder i, hvis du skal have cookies med nødder også.
Form din dej til ca. 16 kugler, der vejer 70 g hver i sær. Stil kuglerne på køl i 30 minutter, inden du bager dem.
Stil cookiekuglerne på en bageplade, der er dækket til med bagepapir. Jeg plejer at stille 4 kugler ad gangen på hver bageplade, da dejen flyder ud.
Forvarm ovnen til 180 grader. Lad dem bage i ca. 10 minutter, og lad dem slutteligt afkøle på bagepladen i ca. 10 min inden de flyttes.
Velbekomme
4 Comments
Julie
Jeg har bagt cookiesne her til aften. De var gode, men manglede salt. Jeg fulgte blot opskriften og opdagede først da jeg smagte på dem at de manglede et nip salt. Blot et tip til at de kan blive endnu bedre.
Hygge Cooking
Hej Julie!
Tak for tippet – jeg bruger altid saltet smør, derfor tilføjer jeg ikke salt til mine opskrifter 🙂 – for er helt enig, salt balancer smagen! Prøv dem næste gang med saltet lurpark 😀 velbekomme
Shrouk
Hej
Jeg har lige bagt dem her til aften og hold da op hvor dufter hjemmet himmelsk! Jeg bliver aldrig træt af denne opskrift – og man kan stolt servere dem frem for sine gæster. Igen 1000 tak
Hygge Cooking
Hej
Hvor lyder det skønt! Tak for at dele din oplevelse her 🙂 og intet som duften af småkager. Velbekomme :)!