DESSERTER,  FORSIDE,  OPSKRIFTER

ATAYEF – FYLDTE PANDEKAGER

Atayef er en dessert fra Mellemøsten. Det er nogle små pandekager der er fyldte med en creme som kaldes Ashta, dryppet ned i hakket pistacienødder og med sukkervand hældt udover de små atayef.

Denne dessert er tæt forbundet med Ramadanen. Jeg kan næsten ikke huske, hvornår min mor har lavet de her små lækkerier på et andet tidspunkt end i Ramadanen.

I hvert fald, så er de her små godter virkelig det værd at prøve af – de er utrolig smagfulde og lette og man kan nemt spise fem stk. uden problemer.

CREME/ASHTA

50 stk.

  • 350 ml mælk
  • 250 ml piskefløde
  • 3,5 store spsk majsstivelse
  • 2 spsk sukker
  • 1 spsk rosenvand
  • 1/2 pakke købt Ashta fra Lygten Bazar
ATAYEF
  • 250 ml mælk
  • 250 ml vand
  • Ca. 12 g frisk gær
  • 1 spsk sukker
  • Mel (mængden er ikke angivet, da det er på øjemål – pandekagerne skal have en lidt tykkere pandekagekonsistens.)
SUKKERVAND
  • 2 kopper sukker
  • 1 kop vand
  • 1/2 citronsaft
  • 1 spsk rosenvand
ANDET
  • Hakket pistacienødder

Start med at forberede sukkersirup til din kage. Kom sukkeret, vandet og citronsaften i en kasserolle under mellem-lav varme. Når sukkeret smelter tilføjer du  rosenvandet (det tager lige 15 minutter). Stil derefter til side.

Lav din Astha evt. dagen før du skal i gang med dine pandekager, så du er sikker på at den er fast og kold.

Kom mælk, fløde, majsstivelse og sukker i en gryde. Rør det hele godt sammen inden du kommer gryden på mellem-høj varme. Tænd for varmen under gryden og begynd at piske det godt sammen – det tager lige 10-15 minutter. Når din blanding bliver tykkere tilsætter du rosenvandet, og hælder det ned i en madkasse. Når din creme er kølet ned kommer du den på køl i minimum 3 timer. Tilsæt det købte ashta ned i og rør det hele godt sammen. Nu er din ashta klar til brug. Den kan holde sig i ca. 5-7 dage på køl.

Nu skal du i gang med dine pandekager.

Bland alle dine ingredienser sammen og pisk det godt igennem. Stil din pandekagedej til side i 1-2 timer inden du bager dem på panden.

Varm din pande på mellem varme. Kom en smule dej på panden, så det giver dig en på 5 cm i diameter. Pandekagerne skal danne små huller på toppen. Når du kan se dem, skal du vente til de tørrer lidt ud, hvor du så derefter fjerner dem, og stiller dem på et viskestykke til at køle af.  Husk kun at stege dem på den ene side!

Fold dine pandekager til kræmmerhuse som på billedet. Kom ashta i en sprøjtepose og fyld de små pandekager med fyldet.

Hak pistacienødderne, og dyp dine fyldte pandekager ned i. Hæld noget sukkervand på dine atayef lige inden servering.

Velbekomme

One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *